Kroppens evne til at optage mineraler afhænger af mineralernes biotilgængelighed, som betyder hvor stor en del at de indtagne mineraler som kroppen er i stand til at optage. Dette bestemmes af sammensætningen og strukturen af vores kost, med andre ord, så er biotilgængeligheden af nogle mineraler fra den animalske verden højere end den er fra den vegetabilske, et eksempel er jern.
Mineralerne optages i fordøjelseskanalens tarmdel. Langt de fleste optages i tyndtarmen, men der optages også en del i tyktarmen.
Mineralernes videre skæbne, når de er kommet ind i blodbanen kan være lidt forskellig. De kan blive transporteret direkte til de celler, væv eller organer hvor de skal bruges. Dette enten opløst i blodplasma eller bundet til transportprotein, der er nogle specifikke proteiner, der har transport af stoffer rundt i blodbanen som primær funktion.
Mineralerne kan også blive sendt til deponering. Deponeringsstedet er forskelligt fra mineral til mineral. Det kan være skelettet, leveren, knoglemarven, milten for at nævne nogle eksempler.
Der sker også en kontinuerlig udskillelse af mineralerne fra kroppen. Enten fordi der er for meget af det pågældende mineral eller som følge af et naturligt tab. Udskillelse sker via urinen, afføringen, huden, slimhinder og kropsåbninger.
