E vitamin tilhører gruppen af fedtopløselige vitaminer, der i større eller mindre grad kan deponeres i kroppen. Det optages bedst ved samtidig indtagelse af fedtholdige fødevarer.
Vitamin E er en gruppe på 8 fedtopløselige stoffer, de benævnes tokoferoler og tokotrienoler, og de har alle betydning for kroppen. Alpha-tokoferol (α-tokoferol) er den mest aktive af E vitamererne og udgør den største del af kosten.
Α-tokoferol er den eneste form, der er anerkendt til at opfylde menneskelige behov. Α-tocopherol er et essentielt ikke-energigivende næringsstof for mennesker.
Vitamin E aktivitet blev tidligere udtrykt i IE (internationale enheder) og gør det fortsat nogle steder og i noget litteratur. 1 IE = 0,67 mg naturlig E vitamin og 0,45 mg syntetisk fremstillet E vitamin. Dette er ifølge den nyeste udgave af NNR.
Virkning
Man kender endnu ikke de fulde funktioner af vitamin E, ligesom man ikke har fuldt kendskab til optagelsesmåden ind i kroppen.
Hovedfunktionen af vitamin E kædes sammen med dets evne til at reducere oxidativt stress (antioxidant virkning), men derudover menes det også at have en væsentlig indflydelse på flere enzymprocesser i kroppen.
Kilder til vitamin E
Hvedekim, hvedeklid, hvedekerner, broccoli, rosenkål, grønsager, havregryn, flerumættede vegetabilske olier (hvedekim-, soja-, solsikke-), mandler, nødder, visse fede fisk, æg, skaldyr. E vitamin er ikke på samme måde påvirkelig for varme, som for svær kulde, der svækker vitaminets stabilitet.
Syntetisk vitamin E (dl-alfa-) er kun halvt så aktivt som det naturlige vitamin (d-alfa-). Det lille ”l” efter ”d”-et afslører den syntetiske form.
De fleste olier med indhold af PUFA’s (poly-unsaturatede fatty acids, flerumættede fedtsyrer) har et relevant indhold af vitamin E.
Godkendte EFSA udsagn
- Bidrager til at beskytte cellerne mod oxidativt stress